Iltfattigt vand på den ene side af en HMF-måtte

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

McWearq — 20. marts 2017, 17:43

Jeg har eksperimenteret med at dele et 576 liter akvarium op i to halvdele med en HMF-måtte. I den har jeg sat en streampumpe. Rationalet var at hvorfor skal et klartvandskammer bag filtret være et ganske lille område, hvorfor ikke lade det udgøre halvdelen af akvariet. Vandet ville jo, under alle omstændigheder strømme igennem måtten, hvilket jo er hele idéen med den type filter.
Det viser sig imidlertid, i praksis ikke at fungere. På sugesiden er der meget lidt vandbevægelse, og at dømme efter fiskenes opførsel er vandet iltfattigt. På den anden side er der naturligvis en masse vandbevægelse, også næsten mere end der burde være. Jeg har ikke noget grej der kan måle iltmætningen, men det ser ikke rigtigt ud, når fiskene står stille i overfladen - det plejer malawier ikke at gøre.
Nu har jeg flyttet måtten hen i den ene ende af akvariet, og fiskene ser ud til at være glade igen. Det kunne dog være sjovt at høre om andre har haft lignende oplevelser, eller måske har fået princippet til at virke.

scn — 20. marts 2017, 18:09

#1
Der er næsten stillestående vand i den ene side, løsningen er naturligvis at sætte en pumpe på den anden side.

McWearq — 20. marts 2017, 18:19

#2
Nja, jeg vil ikke bruge mere strøm på eksperimentet.
Er vi ikke enige om at det vand der bliver pumpet ud fra sugesiden kommer tilbage gennem filtermåtten, hvorfor jeg ikke helt forstår at der ikke er mere omrøring i vandet på sugesiden. Jeg havde heller ikke fantasi til at forestille mig at iltmætningen kunne være forskellig på hver sin side af en HMF-måtte, men det lader umiddelbart til at være tilfældet.

Meng — 20. marts 2017, 18:24

Din filtermåtte blokerer jo ganske logisk for gennemstrømning fra udstrømmeren fra din pumpe - prøv at puste alt hvad du kan mod et stykke skumgummi eller en filtermåtte og mærk med hænderne hvor meget luft der kommer igennem...
Og senere når filtermåtten på normal og naturlig vis bliver fyldt med lort, så er gennemstrømningen jo endnu mindre...😉
Og ilten kommer jo fra overfladebevægelse fra udstrømmeren som jo sidder på modsatte side af HMF måtten end indsugningssiden...

scn — 20. marts 2017, 19:18

#3
Der er stor forskel på strømningen på ind og udgang på pumpen. På udgangen er det en koncentreret stråle. På sugesiden bliver der groft sagt suger fra en fuld kugle, så skal hastigheden blive meget mindre.

Hvad med to powerheads på have effekt?

McWearq — 20. marts 2017, 19:24

#4
Hvis måtten blokerede for gennemstrømning ville der ikke være den samme vandstand på hver side af måtten, hvilket der er. Ergo er vandudskiftningen på hver side nøjagtig den samme, og jeg synes ikke det er så logisk som du prøver at fremstille det, at det ikke skulle kunne virke.

McWearq — 20. marts 2017, 19:31

Jeg har ingen anelse om hvor meget ilt biologisk nedbrydning forbruger, men jeg sidder og kommer i tanke om at det måske kan være aerobe bakteriers iltforbrug der gør, at der er forskellig iltmætning på de to sider. Dette, kombineret med mindre omrøring gør at vandet bliver mere iltfattigt på sugesiden?

DPedersen — 20. marts 2017, 19:47

Det er ilt forbruget ved nedbrydning vil jeg mene, da dette forbrug er ENORMT. Du kan evt, sætte en spraybar igennem måtten, hvor 1 eller 2 huller bryder vandet i den en side, og resten på den anden. Så får du ilt begge steder 🙂

tho_mas — 20. marts 2017, 20:05

Ud over iltforbrug i måtten så vil gennemstrømningen fordele sig over et meget stort område, derfor vil vandhastigheden falde kraftigt, lidt ligesom en smal å med hurtigt rindende vand og en stor bred å med roligt flydende vand.

KimJ — 20. marts 2017, 20:17

Jeg har kørt akvarier med op til 3 HMF filtre som opdeling, for at få 4 rum, uden problemer. Det kræver selvfølgelig at gennemstrømningen er tilpas høj. Det vil sikkert reducere effektiviteten af det enkelte filter, men der vil i de fleste tilfælde være så stor overkapacitet at det ingen betydning har.

Meng — 20. marts 2017, 20:32

#6: Den blokerer ikke for gennemstrømning, den blokerer for overfladebevægelse = ilt til dine fisk på modsatte halvdel af udstrømmeren. Du har med garanti dødvande i overfladen på indsugningssiden af filtermåtten.

McWearq — 21. marts 2017, 08:21

Hmmm, fatal afslutning på eksperimentet. 9 døde A. christyi yngel her til morgen, godt og vel 1/3 af fiskene i akvariet. Resten, som er lidt blandet, ser ud til at have det ok, men det bliver spændende at se om der overhovedet bliver nogen tilbage. 75% vandskift og gennemluftning.
Man flytter åbenbart ikke ustraffet rundt på en HMF-måtte i drift - der må jo næsten være udskilt nogle giftstoffer til vandet??

MortenDAD — 21. marts 2017, 08:58

#12
Det lyder grimt

Jeg har flere gange brugt hmf til at dele akvarier, og ladet rumdeleren fungere som filter - det har været både og.
Sidste gange jeg gjorde det kostede det halvdelen af mine Galaxy rasbora og siden den omgang har jeg haft udstrømmersten på "suge siden"

McWearq — 21. marts 2017, 19:35

Pokkers - 90% tab på min christyiyngel - der er sølle to tilbage af de tyve som svømmede fint rundt forleden. Det er i grunden underligt at det kun er dem der går til. Udover dem, var der en enkelt D. strigatus, en enkelt D. compressiceps og ti Victoria cichlider P. nyererei. De er nu taget op og anbragt i et andet akvarium og ser umiddelbart ud til at have det fint.
Kan man mon konkludere at fiskene får skader af iltmangel, som først slår dem ihjel et stykke tid efter? Og at der måske er artsbestemte tolerancetærskler for hvornår disse skader opstår?

Hugo — 21. marts 2017, 22:10

Hvis man sætter et stykke slange på pumpen, så den kommer helt hen i gavlen, så vil vandet fra udstrømmer siden bevæge sig mere rundt på sugesiden.
Når pumpen sidder helt henne i måtten , vil vandet komme gennem måtten og direkte i pumpen.

MortenDAD — 22. marts 2017, 09:21

[citat]Hvis man sætter et stykke slange på pumpen, så den kommer helt hen i gavlen, så vil vandet fra udstrømmer siden bevæge sig mere rundt på sugesiden.
Når pumpen sidder helt henne i måtten , vil vandet komme gennem måtten og direkte i pumpen.[/citat]

Men overfladen bliver stadig ikke brudt, så iltningen af vandet vil stadig være begrænset.
Det var netop den opsætning du beskriver der var i det akvarie hvor mine Galaxy stod af, så jeg vil ikke mene at problemet bliver løst ved at skabe afstand mellem pumpe og måtte.

Det er en let løsning at dele et akvarie med et stykke filtermåtte; men jeg vil aldrig mere gøre det uden at have en udstrømmersten i suge afdelingen

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.