Nystartet på alle måder

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

ICHTHYS — 21. februar 2016, 19:31

Hej akvarister
Jeg er nystartet akvarist og har købt et dejligt stort 800 l. akvarium.
For 10 dage siden blev det fyldt med vand tilsat HappyLife.
Så blev det beplantet med sværdplanter, Valisneria og Egeria Dentis med i alt 12 gødningskugler i gruset.
Armaturet bestor af to T5 rør på 54w og et LED Econlux på 75 w. Det holdes tændt i 10 timer dagligt.
Der er monteret et baggrundsfilter med pumpe og varmelegeme.

MEN nu begynder der at komme brune kiselalger på sværdplanternes blade + trådalger + lidt grønalger. Bladene er også begyndt at blive gennemsigtige visse steder.
Jeg bruger også lidt CO2, men kun en lille dåse (CO2 Diffuser Set) beregnet til et lille akvarium.

Savner gode råd fra jer der har erfaring!

På forhånd tak 👍

MSV — 21. februar 2016, 22:22

Planterne er igang med at tilvænne sig akvariet. Giv dem tid og skru ned for lystiden - gerne helt ned til 6 timer. Planterne skal lige nu bruge deres energi på at sætte nye blade, som er akklimatiseret til akvariet, og denne omstilling kan godt tage omkring en måned.
Du kan skrue op for lystiden med 1 time om ugen, men hold den mellem 8 og 9 timer. Planterne har ikke brug for mere lys end det.

Vær forsigtig med at gøde for meget i opstartsfasen. Planterne optager nemlig meget lidt næring gennem bladene lige nu. Når du kan se, at der kommer nye blade, kan du øge mængden af gødning. De vil dog stadig optage næringen fra kuglerne i bundlaget.
Fortsæt dog med Co2 tilsætningen, da planterne derved vil vænne sig til pH-værdien. Co2 sænker nemlig pH - hvilket ikke er dårligt for hverken planter eller fisk med mindre, at den bliver alt for lav (men det sker ikke, hvis du bruger hanevand).

Kiselalgerne vil forsvinde efterhånden, som akvariet bliver kørt ordentligt ind. Ja, de er pænt kedelige at se på, men de vil ikke være der for evigt.
Er du sikker på, at det er trådalger? Staghorn alger kan godt ligne trådalger, men de er mere grålige og vil også forsvinde, når planterne har omstillet sig og sat nye blade, som er sunde og raske (givet, at de får den rette næring).
Grønalger er nærmest uundgåelige i akvariet. Dog vil de med tiden mest sætte sig på dekorationer og ruder, hvor det er nemmere at fjerne dem og holde dem nede - personligt er jeg glad for disse alger, da grøntspisende fisk og rejer vil spise af dem.
Du vil højst sandsynligt også få penselalger på et tidspunkt. Disse er nærmest umulige at komme af med igen, men sørg for at have en god cirkulation gennem hele akvariet, da dette vil gøre det sværere for algerne at sætte sig fast.

fishyfishy — 22. februar 2016, 09:38

jeg tvivler på at co2en gør ret meget da sættet er til et 60L og ikke 800
og den må da også blive brugt ret hurtigt så det er ret dyrt

ICHTHYS — 22. februar 2016, 12:36

Tusind tak for uddybende svar! Nu er jeg mere rolig.
Jeg forkorter straks lystiden til 6 timer, da der for tiden kommer en del lys ind af vinduerne (dog uden at skinne ind i akvariet). Da mit ledningsvand er ekstrem hårdt overvejer jeg osmose og vil opgradere mit CO2. Du har ret, det var vist ikke trådalger alligevel. Kan du anbefale nogle grøntspisende fisk? Og snegle? I øvrigt imponerende akvarier, du har! Flotte billeder!
Mvh Henrik

RiggWelter — 22. februar 2016, 12:43

#1 Tillykke med din nye hobby.

Og du er allerede styret uden om en af faldgruberne nemlig at købe et for lille akvarium 😀

Det er lettere at holde balance i et stort akvarium, specielt, hvis man ikke overfylder en med fisk.

Velkommen til

ICHTHYS — 22. februar 2016, 15:38

Mange tak - det er dejligt at blive budt velkommen og få gode råd. Jeg glæder mig til at komme rigtig igang!

hanse — 23. februar 2016, 06:02

Dine planter vil med tiden tage magten over algerne. Planterne skal bare lige finde fodfæste. Hvis du har nogle brune alger, så er det helt normalt i et nystartet akvarie. De forsvinder af sig selv inden længe.

MSV — 23. februar 2016, 12:33

#4
Hvis du ikke har noget imod at have rejer, så kan jeg varmt anbefale amano rejer (Caridina multidentata). De bliver op til ca. 5 cm og er effektive algespisere. De formerer sig ikke i ferskvand (de vil dog få æg, men larverne skal i brakvand), så du skal ikke bekymre dig om at få akvariet fyldt med rejer.

Dit hårde vand er mest et problem ift. kalkrender ved toppen af glasset. Mange planter kan fint trives med det - jeg har selv meget hårdt vand (målte 24 GH i sommers) og et enkelt akvarie med rent hanevand, hvor planterne gror som ukrudt 😉

Mange tak for din ros omkring mine akvarier 🙂

MSV — 23. februar 2016, 12:33

Dobbelpost..

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.