Nyt gammelt akvarie og lille nyt

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

rosasfar — 15. januar 2014, 16:58

Hej alle

Jeg havde engang for mange år siden (tror jeg var 15 år gammel dengang) akvarie, nu har jeg så valgt at købe et igen og valget faldt på et ældre akvastabil 400-500 liter akvastabil med brun ramme (1300 x 600 x 550 mm udvendige mål). Jeg har det til at stå på et ældre massiv træ skrivebord af egetræ, og det står i vater. I samme omgang har jeg valgt at købe et nyt 54 liters til min datter på 7 år, så kan vi jo hygge os sammen med dem 🙂

Hendes er købt incl. al teknik og kører bare perfekt (utroligt hvad man kan få for 400 kroner!). Mit er med original amatur med rør, en luftsten med en 110 liters luftpumpe i enden, og en 850 liter i timen indvendig pumpe. Begge kører også med varmelegeme, datterens er ca 27 grader, mit ca 25-26 stykker.

Vi har haft dem et par måneder efterhånden, og er kommet ind i den vane at vi hver 2. weekend med en 20-liters spand, skifter 1 spand hos hende og 5 hos mig. Vi bruger sådan en vældig slamklokke, og det er godt nok noget nasty vand vi får hevet op. Vi hælder koldt hanevand i igen.

I det lille har hun 1 han og 2 hunner af guldgurami, 6-8 guppier og 6 ancistrus sugemaller. Vi har også kommet 3 stribede helena snegle derned. Der er 5-6 planter og en lille trærod, samt nogle (skoldede) rød/sorte granitsten hun selv har været med på stranden og samle. Der er også en halv kokusnød med et hul i (home made = high quality 🙂)

I mit er der 2 hanner og 2 hunner af perlegurami, 14 - 16 guppier og 6 ancistrus sugemaller. Også her har vi smidt 3 af de stribede snegle ned. Der er i det store 10 planter og 4 "stensætninger" samt et par rødder og 5 halve kokusnødder med hul i af samme super kvalitet.

Guppierne er egentligt købt for at være sikre på at vandet var i orden efter indkørsel, før vi kom dyrere fisk deri. Mit kunne også godt trænge til nogle flere fisk, men jeg har bestemt mig for en 8 stykker af "Synodontis nigriventris" og de er bare ikke til at opdrive de dumme fisk!

I datterens akvarie er alt næsten fryd og gammen, dog har vi lidt bøvl med vores plante "vandpest" der vil sprede sig mere end jeg mener godt er. Her "luger vi ud" når vi alligevel skifter vand hver anden weekend.

I mit akvarie er jeg lidt uvenner med det hjørne hvor mine kabler går ned til pumpe/varmelegeme og luftslangen. Fra det hjørne kommer der vand OP af akvariet, og løber ned af hjørnet. Det irriterer mig grænseløst, men nu har jeg stoppet et viskestykke deri, så må vi se om det hjælper noget 🙂

Jeg har også lidt bøvl med mine hanner af perleguramierne, jeg tror de skiderikker bider hinanden i finnerne! På hannerne er ryg og bugfinnen nærmest "trevlet" i enden, og jeg mistænker dem for at nappe hinanden når ingen kigger! Bliver det ved ryger den ene nok retur i forsøget på at få det stoppet. Der er ikke samme problem med min datters guld gurami (her er der jo kun 1 han), og ingen andre fisk har noget lignende.

Er der nogen der har nogle gode råd jeg ikke lige har tænkt på, eller andet jeg skal være opmærksom på som ny?

Venlig hilsen
Alex

Dusetagu — 15. januar 2014, 17:25

Velkommen tilbage til hobbyen

Ville ikke smide synodontis i dit akvarie da det vil være helt malplaceret i forholde til de andre fisk

Vær også opmærksom på atguldguramier hurtigt bliver for store til et 54l. faktisk ville jeg smide dem i dit akvarie i stedet og finde et par dværg eller honnong guramier til din datters akvarie

rosasfar — 15. januar 2014, 17:33

Hun ville så bestemt have guld da de var lyserøde, og som den tarvelige far jeg er, køber jeg nok hellere et større akvarie til hende end at tage de fisk fra hende før hun selv har lyst til at de ikke skal være der mere. Hellere smide en tusse eller to efter et større akvarie til hende, end høre på den ballade det ville give 🙂

Hvilke af mine fisk mener du vil være malplacerede i forhold til rygsvømmeren?

Dusetagu — 15. januar 2014, 17:42

mener rygsvømmeren vil være malplaceret

det stammer fra afrika og stille andre krav til vandet og indretning i forhold til hvad resten af dine fisk gør

rosasfar — 15. januar 2014, 17:50

ÆV!

Synes ellers jeg havde været så omhyggelig med at finde fisk der ville gå ved ca 26 grader, i et akvarie som mit med ret godt med gemmesteder på bunden og med ca samme pH og dH (som jeg alligevel ikke har målt udover i starten, før der kom fisk i)!

jacob — 15. januar 2014, 18:09

#4 Hvorfor mener du at Synodontis nigroventris ville være et dårligt match ? Iflg denne seriøse og troværdige side http://www.seriouslyfish.com/species/synodontis-nigriventris/ virker da umiddelbart som det sagtens kunne lade sig gøre ?

AndersNø — 15. januar 2014, 18:21

Har du topglas under lampe? kan det være din luftsten der bobler så meget så der sprøjter vand ud ved det hjørne? Hvis du ik har topglas kan det måske afhjælpe vand i hjørnet hvis du sætter et på evt kun over luftsten.

rosasfar — 15. januar 2014, 19:09

Jeg har ikke topglas under lampen, det kunne egentlig godt være luftpumpen eller den anden indvendige... de er begge tæt på det hjørne, de flyttes! Havde slet ikke overvejet det kunne være dem, takker for den 🙂

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.