Totalt newbie (haft avarie i 1½ måned) og nu mælkehvidt vand.

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Namilla — 1. august 2013, 13:52

Jeg har googlet og søgt og spurgt mig for og googlet lidt mere. Og får ene forskellige svar.

Sagen er, at min akvarium har kørt egentligt upåklageligt i 1½ måned. Det er et 60 liters og der går et par slørhaler og et par pansermaller og et par dværgmaller.
Nu er vandet så pludseligt blevet mælkehvidt og filteret gør ikke noget ved det. Jeg har læst mig frem til at det er bakterier, og det er nok fordi jeg har været for grundig til at rense mit filter.
Men jeg har fået at vide at jeg 1) kunne skifte vand hver dag i en uge (men dette har jeg også fået at vide skulle kunne gøre det værre), 2) lade det stå og se om filteret kan klare det (troede i starten at det var filteret det var galt med, så det blev renset med sæbe og det hele...ja som sagt er jeg newbie). Eller 3) flytte fiskene og rense hele akvariet i bund, nyt vand i osv.

Endelig forsøgte dyrhandleren også at sælge mig noget kemi, som skulle hældes i vandet, men det var ret dyrt, og jeg vil helst undgå sådan noget, hvis jeg kan.
Hvis jeg vælger approach nummer 2 (at lade det være), er det så noget der kan skade fiskene?

Vandet lugter i øvrigt også grimt, det har det aldrig gjort før.

Har I nogle gode råd?

tho_mas — 1. august 2013, 14:23

1) Skift 50% vand hver dag eller hver anden dag til det hvide-vand er væk
2) rens dit filter igen
3) brug aldrig sæbe eller andet kemikalie når du har med akvariets inderside at gøre -ej heller pumpen/filtret

Har brug for lidt ekstra info omkring akvariet.

Er der planter i?
Hvor meget fodrer du?
Hvor ofte har du skiftet vand på de 1½ måned?
Hvilken type pumpe er det og hvor ofte har du renset den?
Er der kun de 6 fisk i?

Bonus info:
Slørhaler bliver for store til at trives i 60 liter (plus de har ry for at grisse meget)
Pansermaller har det bedst i flok - dvs. mindst en 6 stykker

Hvis du føler at akvariet er gået helt i skuddermudder så er der ikke noget galt i at fange fiskene op og sætte dem i en spand med vand fra akvariet og så rense akvariet helt i bund, skylle grus osv. men UDEN sæbe indblandet 😉 Genetabler akvariet og lad fiskene komme tilbage. Men risikoen er at om 1½ måned sker det samme hvis du ikke finder ud af hvor det gik galt denne gang.

Namilla — 1. august 2013, 14:40

Tak for svar.
Ja der er to planter i, kan ikke huske navnet, men nogen som dyrhandleren sagde at slørhalerne ikke ville æde. Derudover er der alm. sort akvariegrus og en krukke. Meget simpelt indrettet.
Der er en eheim pumpe (den mindste model, det skulle være nok til 60 liter sagde dyrhandleren).
Jeg har skiftet ti liter vand en gang om ugen, men de sidste par uger 2 gange om ugen, fordi det har været så varmt.
Jeg ved godt at slørhalerne bliver for store, på sigt skal de i et større akvarium, men jeg googlede mig frem til at de var en meget taknemmelig art, så derfor valgte jeg dem fra starten for ikke at få en dårlig oplevelse med døde fisk. Desuden var det vigtigt at der var aktivitet i akvariet, da det egentligt var til min datter på 1½ år (dog er det vist mig der synes det er mest spændende).
Nej der er 5 slørhaler (3 cm lange ca.), 4 pansermaller og 3 dværgmaller.

Jeg skiftede 50% af vandet igår aftes, og syntes det hjalp lidt, men idag er det lige så hvidt, måske endda mere, end igår...

Jeg var egentligt blevet ret bidt af at have akvarie, og allerede begyndt at overveje at få et mere, men det er nok sværere end jeg lige troede at have sådan et akvarium. (Jeg har haft krybdyr i mange år, men må nok erkende at det er sværere at have akvarium!)

Namilla — 1. august 2013, 14:47

Hov, du spurgte hvad jeg fodrer med. Jeg fodrer med nogle piller til slørhalerne (som ligger i overfladen) og er lige begyndt med nogle flade piller der synker til bunden, til mallerne. Det slørede vand er kommet efter at jeg fik dværgmallerne hjem fra dyrhandleren og begyndte at fodre med de piller til mallerne. Det er de eneste der er ændret.
Jeg fodrer 1-2 gange om dagen, så meget som der kan blive spist på 5 minutter ca.

larsbo — 1. august 2013, 14:48

Et filter der er renset med sæbe, ville jeg smide ud med det samme.
1. sæbe er gift for fisk og kan ikke skylles ud af et filter.
2. sæbe er gift for bakterier og uden bakterier virker et filter ikke.

Hvis du kender en der har akvarie, så få noget vand af ham og noget snask fra hans filter.
Kom fiskene i det nye vand, i en spand, mens du renser dit akvarie helt i bund i koldt vand (uden sæbe) og smid så det filter ud.

larsbo — 1. august 2013, 14:55

Hvis du i din profil skrev hvor du er fra, kunne det jo være at der kom vand og snask fra nærboende akvarie venner. Og måske lidt hjælp til at komme igang igen.
Tab nu ikke modet, det bliver nemt når det først kører.

William den 2. — 1. august 2013, 14:56

Fortvivl endelig ikke!

Når du skriver hvidt vand, er det så helt mælkehvidt, eller snarere grumset?
Normalt er grumset vand tegn på infusorier og ikke direkte skadeligt, men mere et symptom på, at der skal skiftes vand grundet et for højt indhold af næringsstoffer.

Mælkehvidt slår hos mig over i grønt efter et stykke tid og bliver til en suppe af grønalger - her hjælper kun hyppige vandskift og mindskning af lyset.

Den logiske vinkel er, at hvis du først har oplevet det efter skift til et nyt foder, er det måske det, der har forårsaget problemet. Jeg har desværre ingen erfaring med maller, og ved ikke, hvad et sådant foder kan indeholde - men prøv at skrue ned for det.

Lyngs — 1. august 2013, 15:16

Du skal ikke rense dit filter med mindre flowet daler. Når du renser så gør det nænsomt med koldt vand, ikke for grundigt. Bare så flowet bliver normalt igen.

En bakterieopblomstring skyldes en ophobning af næringsstoffer. Enten fordi du overfodrer, dit filter er for lille/tilstoppet eller en kombination. Tvivler på dit filter er tilstoppet efter kun 1½ måned.

Din pumpe er måske for lille til de slørhale basser. Nedsæt fodermængden kraftigt, sæt evt. luftsten i akvariet da en voldsom bakterie opblomstring kan forårsage iltsvind. Skift vand ofte, sørg for at der ikke ligger foderrester eller afføring på bundlaget.
Består dit bundlag af sten/grus hvor foder/afføring kan synke ned imellem så kan det hjælpe at få det op og renset bunden.

Namilla — 1. august 2013, 16:20

Jeg skifter altid vandet vha en slamsuger (aner ikke hvad sådan en hedder rigtigt, men I ved nok hvad jeg mener). Så der netop ikke ligger en masse i bunden. Jeg synes det er hvidt, snarere end grumset/grønt, det ligner de billeder jeg har set når jeg googler "mælkehvidt akvarium". Når der ikke er lys på, ser det grønligt ud, men når lyset er tændt, ser det hvidt ud.

kheller — 1. august 2013, 16:29

1: Billeder er ofte en hjælp. Så kan andre se og måske genkende problemet, så kom lige med et par stykker;)
2: Hvis du skriver hvor i landet du bor, så er det meget sandsynligt, at der er en venlig sjæl, der gerne vil hjælpe dig videre.
3: et filter, der er vasket i sæbe er kun godt til een ting: at fylde i skaraldespanden...*skeptisk*

Namilla — 1. august 2013, 17:20

Åh det var træls at skulle investere i et nyt filter allerede... er sådan et dyrt?
Jeg bor i Ferslev, 10 km syd for Aalborg. Men jeg kan desværre ikke rigtig komme til at køre en masse efter noget filter-snask.
Hvis jeg nu ikke får noget snask, er det så noget der dannes af sig selv i filteret? Jeg havde akvariet til at køre uden fisk i knap 2 uger, fordi jeg fik at vide at det skulle man for at filteret kom til at køre.
Jeg har slukket for lyset i dagtimerne, der er kun lys på 3 timer om aftenen (19-22).
Jeg prøver at skifte det meste af vandet igen i aften, igår aftes lå alle fiskene i overfladen, sikkert fordi der var for lidt ilt i vandet? Det hjalp betydeligt, da der kom nyt vand i.

Her er et billede, jeg syns dog det ser mere klart ud på billedet, end det er i virkeligheden. Det er så sløret, at jeg knapt kan se fiskene når de er bagerst i akvariet.

kheller — 1. august 2013, 17:48

Jeg ville komme af med filtermåtten. Og hvis det var i forretningen at de bildte dig ind, at du skulle bruge sæbe, så giver de nok et nyt... Ellers kan det godt betale sig at købe nyt.
Og vandskift: 50% dagligt i nogle dage...

Namilla — 1. august 2013, 17:52

Nej nej, sæben må jeg selv tage æren for... lige i det her tilfælde var det så ikke en god ide at have rengøringsvanvid!
Igår aftes var alle fiskene i toppen af akvariet, idag synes jeg de alle sammen ligger på bunden...

tho_mas — 1. august 2013, 18:07

Ser ikke umiddelbart ud til du gør så meget forkert, det jeg tænker er mallepillerne. Har selv fået købt nogen der forbipasserende giver meget grumset vand, så de er smidt ud igen.

Dine vandskift lyder fine og hvis der ikke er fodder tilbage så burde det være fint også.

For meget nitrat og iltmangel er ofte synderen når fiskene står stille i overfladen og snapper efter ilt. Der hjælper vandskift - men man skal stadig finde ud af hvad årsagen er.

Det er vigtigt især i så lille et akvarie at der er overfladebevægelse så vandet bliver iltet.

Med akvarier er det sådan at jo større de er, des lettere er de at holde (efter min erfaring) Der skal ikke så meget til at "vælte" biologien i et lille akvarie som i et stort. Jeg har det bedst med +100 liter. De mindre kræver meget mere opmærksomhed.

Mht. fiskene - hvis du vil have noget let og farverigt der bevæger sig meget rundt, så kan Platyernes mange spændende udgaver anbefales. De står sjældent stille og kan fås i mange farvevarianter.

Håber ikke du mister modet helt, akvarier er dejlige at have - når det altså kører 🙂

Namilla — 1. august 2013, 18:13

Ja jeg synes jo det er spændende (og efter mange år med krybdyr er der ikke så mange udfordringer der, så jeg trængte til en ny hobby), men jeg er overrasket over hvor hurtigt det er gået med det her... jeg havde læst om forskellige slags alger, ubalancer osv, men jeg troede, at hvis man bare holdt øje med akvariet, så kunne man nok tage det i opløbet. Men her er det væltet i løbet af ca. 6 timer... Jeg troede egentligt at et mindre akvarium var bedst at starte med...nu handlede det også lidt om, at vi havde det her stående, så det var nærliggende at starte med.
Desværre er jeg ikke alene om at bestemme, og skal der være plads til flere akvarier, så skal der vist møbleres om i stuen, men det kunne være sjovt med nogle fisk med flere farver. Jeg havde også kigget på mollyer, men det var fordi dyrhandleren sagde at slørhaler var nemmest at holde liv i, at det blev dem jeg startede med.

Bruger #946029 — 1. august 2013, 19:04

Nadja, du kunne da bare have sagt, du har brug for hjælp 😉

Det lyder som om, du har fået en decideret skid start på akvariehobbyen og det er super ærgerligt, for gør man det rigtigt er det ikke så svært endda.

Jeg har både filtersnask, fisk og planter du må få, så du kan få startet akvariet op på den rigtige måde.

Fang mig på Facebook, så tager vi den derfra 🙂

Namilla — 1. august 2013, 19:45

Ih hej Jesper...anede da ikke lige du var her også... jamen jeg fanger dig lige på face...

Jesper Green — 1. august 2013, 20:52

Slørhale Begynder guide:
http://akvariesiden.akvariefisk.dk/article/show/?Article=1615

Namilla — 2. august 2013, 08:33

Skiftede lidt over halvdelen af vandet igår aftes, og havde forventet at det var hvidt igen til morgen, men i løbet af natten er det blevet helt klart... skal jeg blive ved med at skifte vandet hver dag?

kheller — 2. august 2013, 10:35

ja. Og efter et par dage, så gå ned til at skifte 25% i nogle dage. Hvis det bliver ved at fungere fint, så skift hver anden eller tredje dag, indtil du er på normal rytme igen.
Du kan evt tilsætte lidt Happy Life ved vandskift.

Hvad med filteret? er det blevet skiftet?

USB_akvariegødning — 2. august 2013, 11:40

Jeg kan ikke se der er nogen grund til at skifte filtret, hvis det er blevet skyllet godt efter sæbebehandlingen, så skulle det ikke volde nogle problemer, men selve filtermaterialet kan man smide væk og skaffe nyt af... desuden vil jeg mene at filtersnask nok ikke vil gøre den store forskel for der er sikkert tale om et lille aquaball, hvor kapaciteten er forholdsvis lille....

Nu ved jeg ikke lige med Ferslev, men i selve Aalborg og den første del af Nørre Sundby er der så meget nitrat i vandet at man ikke kan reducere mængden ved at skifte vand, eller det holder ikke ret længe...

Du skrev at vandet lugtede grimt, hvis lugten er lig med rådne æg, så har du haft en bundvending som man kalder det, det er svovlbrinte der dannes i bundlaget, hvis det kommer op i vandet så bliver det mælkehvidt lige så hurtigt som du kan knipse med fingrene...
Så der er altså andet end bakterier og infusorier der kan give mælkehvid eller bare hvidt vand... infusorier troer jeg ikke på, der som oftest ingen lugt...
Det farligste hvide vand vil jeg anse bundvendingen for at være, det kan lynhurtigt slå alt i akvariet ihjel... men der er så også tale om forhold i det akvarium og måden du håndterer det på, der er selvforstærkende...
for det første er der tale om temmelig store fisk(det er faktisk koldtvandsfisk(slørhalerne) og er egentlig ikke egnede til akvariet, slet ikke i disse dage hvor temperaturen ligger højt...
men både dem og mallerne bliver pænt fodret, pillerne er formentlig meget proteinrigt foder der giver en masse affaldsstoffer så mængden af affald er temmlig stort til et 60 liters akvarium... hvis du så ovenikøbet nærmest dagligt støvsuger bunden, så vil der aldrig kunne etableres en fornuftig bakterieflora i bundlaget og det er nærmest alfa og omega i sådan et lille akvarium, for de små indvendige filtre byder faktisk ikke ind med ret meget ud over de er gode til at skabe cirkulation og fange evt. svæv i vandet...

kheller — 2. august 2013, 13:52

Som det også står tidligere, så helt enig i at det ikke er hele filter med pumpe etc, der skal ud, men kun selve måtten/skumgummiet..

#21: Er det ikke for tidligt at tro på en bundvending efter 1½ måned, hvor der samtidigt bliver 'støvsuget'?
Derudover helt enig i, at slørhalerne skal retur til forhandler. Det er en bytter...

Måske til et par planter og en fin rod?

USB_akvariegødning — 2. august 2013, 14:16

Ikke nødvendigvis, nu kaldes det godt nok en bundvending, men det er sjældent at hele bunden så at sige vender, som oftest er det partielt... personligt har jeg oplevet det en enkelt gang og der var der tale om et område vel på ca. 20 x 20 cm, men det er nok til at vandet bliver hvidt og man sådan set lige så godt kan omligge akvariet, eller det gjorde jeg hvertfald på det tidspunkt... ingen forvarsler, pludselig er vandet bare hvidt og det stinker...
jeg skal ikke kunne sige hvor hurtigt det er istand til at etablere sig, men er forholdene til det så kan det formentlig gå hurtigt...
der dannes konstant diverse gasser i bundlaget som methan, co2(hvis man har nok organisk materiale) og svovlbrinter, men der skal anaerobe forhold til for at den udvikler sig....
og netop da jeg har mistanke om betydelig fodring med rester og en masse lort bogstavelig talt fra fiskene... der skal netop en forrådnelsesproces til for at det dannes, https://da.wikipedia.org/wiki/Svovlbrinte , så er det slet ikke utænkeligt at det kan være svovlbrinte som også dannes naturligt i de fleste bundlag, men der skal altså en ophobning af organiske materiale til for at der sker videre....

USB_akvariegødning — 2. august 2013, 14:24

Ifølge den Store danske http://www.denstoredanske.dk/Naturen_i_Danmark/Naturen_i_Danmark_1/Den_biologiske_stofoms%C3%A6tning/Havbundens_stofoms%C3%A6tning/Oms%C3%A6tningen_p%C3%A5_store_dybder/Liglagen_og_bundvendinger
så er det Methan der er er årsagen til at det vender for alvor og en ting som jeg tit har tænkt på er, hvorfor man ikke ser forholdet i de rødlersbaserede bundlagsgødninger, det er så formentlig en forklaring på sammesteds, da det ser ud til at svovlet binder med jern, som disse bundlag netop er meget rige på... men læs den selv, det ser ud til at disse bakterier kan have en rivende udvikling, så man kan vel ikke sige at 1½ måned i den forstand er kort tid...

Namilla — 2. august 2013, 19:30

Det lugtede ikke af rådne æg...snarere af skovsø/gammelt vand... Jeg synes lugten er væk nu hvor vandet er blevet klart igen.
Jeg vil helst ikke af med fiskene, er istedet gået igang med at kigge efter et større akvarium. Jeg har kig på et 250 liters. Det burde da kunne holde dem et stykke tid.
Jeg synes godt nok det er svært at blive klog på hvad der er rigtigt og forkert. Havde fået at vide, at jeg skulle sørge for at støvsuge bunden tit, for at hjælpe filteret lidt og holde rent i bunden, og nu siger du USB_akvariegødning, at det er forkert?

Grunden til at jeg har skiftet vand oftere på det sidste (også inden det her skete) er netop for at holde temperaturen nede. Jeg kan se når det bliver for varmt, at slørhalerne snarere bliver til "sløv-haler" 😉

Har I nogle links til hvor man kan købe nyt filtermateriale? Jeg har været ved at Google, men kan kun finde på eheims egen hjemmeside. Og det er ret dyrt i porto...

larsbo — 2. august 2013, 19:39

Jeg tror at enhver forhandler af powerball har løse filtre.

USB_akvariegødning — 2. august 2013, 23:58

filtre m.v. kan du finde her til bl.a. Eheim http://www.akvariebutikken.dk/category/filtermaterialer-95/

Du skal ikke opfatte det som at det er forkert at støvsuge bunden, men der skal være tale om en overfladerengøring, nærmest ligesom når man støvsuger, kun overfladen af tæppet...

Suger man helt i bund bliver der aldrig den ro der skal til for at bakterierne kan etablere sig korrekt...
However, hvis der er tale om det jeg nævner med en samling af svovlbrinte i bunden, så er det klart en fordel at tage det i opløbet og der skal der så til en forskel, suges i bund og gerne i en omkreds om stedet så man er sikker på at det hele er kommet med... har man en lys bund kan man ofte se hvis der er tale om svovlbrinte, da der sker en mørkfarvning af bundlaget i toppen og sker det, så er det på tide at få renset i bund...

kheller — 3. august 2013, 00:03

http://akvariewest.dk/
Han plejer at være leveringsdygtig i det meste..

Hvis du er nystartet og vil beholde glæden ved akvariet, så er det en god ting at gøre det rigtigt.. Og det er bla. at have de rigtige fisk i baljen...Og det er ikke slørhaler i dette tilfælde*rødmer*

Man kan sagtens have dem, men det er nu bedre, hvis de kan have de rigtige forhold at gå i.😐

Namilla — 3. august 2013, 08:22

Jeg er bare blevet rådgivet rigtig forkert i butikken kan jeg høre... jeg fik at vide at slørhalerne godt kunne gå i mit akvarium. Men nu er jeg ved at finde ud af et større akvarium.

Bunden har ikke fået en anderledes farve, men jeg mistænker de nye mallepiller for at have skylden (eller i hvert fald en del af skylden). Nu hvor vandet er blevet klart, kan jeg se at vandet bliver (forbigående) sløret, hver gang jeg har fodret med dem.

Tidligere i tråden blev nævnt at pillerne var meget proteinrige. Er det forkert? Og hvad skal de ellers fodres med? Har fået at vide, at de endeligt ikke måtte fodres med flagefoder..

kheller — 3. august 2013, 11:34

Hvilke maller er det?

Dine pansermaller kan godt tåle protein, men skal ikke have ret meget. Hvor mange har du? Hvis du kun har to eller tre, så skal de ikke have mere end en halv pille måske... måske mindre.

Hvilke dværgmaller snakker vi om? Otocinlus? http://www.akvariefisk.dk/species/show/?ArtID=16207
De skal nærmest ikke fodres, men kræver til gengæld et rigtigt godt beplantet akvarium, da de lever af de alger, de kan spise på planterne. Så de er absolut ikke velegnede i et nystartet akvarium med så få planter...Også en ommer til forhandleren;(

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.