Mit møde med akvarie hobbyen :D

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Nomanni — 9. juli 2011, 20:37

Jeg tænkte at jeg ville lave en lille update 🙂 og på forhånd tak til dem der gider læse det hele 😀

Jeg startede min tilværelse i akvariehobbyen for ca et år siden, da jeg købte et 112L med alt tilbehør + fisk. starten har ikke ligefrem været skide go. Det startede med at jeg naiv som jeg var valgte at smide en slørhale i baljen ned til de andre fisk. Fandt så senere ud af at det absolut ikke var hos mig den skulle bo, så den flyttede ud i en havedam i stedet for 😎

Så fik jeg et nyt problem, jeg kunne ikke holde liv i mine planter, de blev helt nettede og så faldt bladene af, jeg var meget mystificeret og valgte at smide dem alle sammen ud og købe helt nye mere hårdfører planter, dem har der ikke været problemer med 😀

Så mødte jeg penselalgen !! 😮 ABSOLUT ikke velkommen og det tog MEGET lang tid at få den under kontrol, men det er lykkedes og nu sidder der bare nogle få "duske" hist og her uden at det breder sig ! SEJR !!

MEN ikke længe, Mine smoking tetra blev meget stille og svømmede ikke ret meget rundt mere. Fandt ud af at det var fordi jeg havde for mange fisk og fordi de skulle have mere plads. Så de blev givet væk til et sted med bedre forhold 😉

Så efter lang tids venten fik min ene guppyhun unger for første gang ! og det fik mig til at købe endnu et akvarie, Go undskyldning ikke ? 😛

Nå man lykken var kommet tilbage i mit akvarie, lige til mine voksne guppyer begyndte at dø af bugvattersot. Jeg behandlede 3 gange med 3 dages mellemrum med bechs benium multi og startede filteret på ny, DET VIRKEDE og alle mine fisk er friske igen, dog har jeg nu ingen voksne hunner men de er jo i det lille akvarie og vil blive flyttet over lige så snart de er store nok 🙂

Men problemerne valgte at give mig endnu en udfordring. jeg har haft problemer med at min pumpe ikke kunne fange det skidt der lå på bunden. Pumpen er ret stor til mit akvarie (1000L i timen) og jeg undrede mig meget over at den ikke fik det hele med. MEN jeg fandt den perfekte løsning. Før sad pumpen ved overfladen så den iltede vandet ved at bryde overfladen, dette tænkte jeg ikke over da jeg valgte at flytte pumpen helt ned til bunden, den fik alt skidtet med men mine fisk blev sløve da der var mindre ilt i vandet, dette klarede jeg med en iltsten !

NU kører det upåklageligt (7-9-13) og jeg håber ikke på flere problemer! synes lige jeg ville dele mit møde med akvariehobbyen med jer da det da er hyggeligt 😀 Smid jeres også og lad og glæde os over vores herlige hobby 😛

Mvh Nomanni 😀

KimJ — 9. juli 2011, 20:49

Hyggelig beretning, men lad mig lige komme med en lille advarsel; Min erfaring siger mig desværre, at den eneste måde man kan holde sit akvarium helt problemfri, er ved at undlafe at hælde vand og fisk i det 😛

Jeg vil dog godt vedgå at du har været hårdt ramt, og håber at problemerne trods alt bliver færre og mindre:)

Her er vedlagt en beretning om min egen opstart, der heller ikke var uden problemer, omend de var af en anden karakter:

Akvariehobbyen startede for mit vedkommende da jeg var 14, d.v.s. på det teoretiske plan startede det et par år før, men det krævede jo accept fra "de gamle", og det var ikke helt så let at få. At det var akvarier i stedet for f.eks. fugle, skyldes til dels at de er lettere at integrere i et almindeligt hjem, sviner mindre (meget væsentligt når man er afhængig af en husmors accept!) men ikke mindst, at de giver en større mulighed for at illudere et stykke natur. Foreløbig måtte jeg nøjes med at læse al tilgængelig litteratur om emnet, så jeg i hvert fald var klar!

Chancen kom, da jeg i metalsløjd fik muligheden for at bygge et akvarium selv. Stillet overfor argumenterne, at det var næsten gratis, og oven i købet en del af min "uddannelse", brød mine forældres modstand sammen, og så var det jo bare med at komme i gang!

Akvariet skulle naturligvis være så stort som muligt, så det blev bygget efter opmåling af den tilgængelige plads på mit værelse, og kunne være hele 70 cm langt! Bredde og højde blev, efter anbefaling fra min "kloge" sløjdlærer, fastsat til 35x45 cm. "Det gælder om at få en stor forrude, så man kan se fiskene"! Desværre var han også min gymnastiklærer, og det kunne få ubehagelige konsekvenser at være på tværs, så jeg tog, mod bedre vidende, imod det tvivlsomme råd. Rammen på akvariet blev lavet i vinkeljern som blev svejset sammen og fik indsat en bund af stålplade, som blev punktsvejset inde i rammen. Det hele blev slebet og malet sort udvendigt, hvorefter der "bare" skulle glas i. Det var i overgangsperioden, hvor siliconelimede akvarier lige havde vundet indpas, men dette akvarium skulle altså kittes, hvilket gav anledning til en del problemer. Metoden bestod i at man rengjorde ramme og glas, lagde en god, tyk "pølse" af ovennævnte kit rundt i den ramme hvor ruden skulle sidde og pressede glasset på plads, hvorefter man skar det overskydende kit væk, og lappede evt. huller med en spartel. Enkelt og elegant, bortset fra at akvariet ikke blev tæt! Det var jeg forberedt på, og afprøvningen foregik da også udendørs, så det var kun et spørgsmål om at glasset skulle sætte sig, og at der skulle efterkittes lidt hist og her. Da der efter et par dage, ikke var tegn på at tætningen lå lige for, gik jeg i gang med at efterkitte, hvilket foregik ved at jeg forsøgte at presse mere kit ind under glasset indefra, mens der var vand i akvariet. Det var her jeg blev mindet om, at ruderne ikke var slebet i kanterne, så vandet kom til at få en grim, rød farve...

Til sidst blev det dog tæt, og blev slæbt ind på værelset, fik grus i bunden og nogle dyrt indkøbte brudstykker af granit placeret dekorativt rundt omkring. Filtreringen foregik ved hjælp af et af de traditionelle hjørnefiltre, drevet af en Rena 101. Efter en lang, lang uges ventetid, var det tid at hente fiskene, og turen gik ned til den eneste dyrehandel der var inden for rækkevidde. Jeg vidste lige præcis hvad jeg skulle have, nemlig en flok blå acara, ungfisk som skulle vokse op og danne et par, som kunne leve lykkeligt til deres dages ende! Hvadbehager, man havde vel læst på lektien! Desværre viste det sig, til min store overraskelse, at de ikke havde de omtalte fisk, men til gengæld kunne jeg få et ynglepar zebracichlider OG et par kribensis, som den flinke ejer tilfældigvis havde gående sammen med en masse andre, for mig, ens artsfæller. Det gik nu overraskende godt, de blev til par og delte akvariet op i to territorier, og ville uden tvivl have produceret nogle unger, hvis ikke forruden på akvariet pludselig havde flækket. det var ikke specielt dramatisk, der var bare pludselig en stribe hen over ruden, og det dryppede ud. Fiskene måtte tilbage til dyrehandleren, så jeg kunne udskifte ruden og starte forfra med tætningen. Der skete imidlertid det, at jeg, da jeg skulle presse glasset på plads i kittet, fik trykket det ned mod den svejsklat der havde fået den første rude til at revne, og fik det til nærmest at eksplodere, hvilket ikke var så godt, da jeg selv var presset hårdt op mod det. Det fik min far til at nedlægge veto mod yderligere forsøg med den uheldige konstruktion, og da jeg var blevet plastret til, kørte han ned og købte et siliconelimet akvarium, på sølle 40L, men til gengæld tæt! Således blev min opstart på hobbyen faktisk præget af langt større tekniske, end akvaristiske vanskeligheder. Jeg har heldigvis aldrig siden haft så store problemer med noget andet akvarium!

Nomanni — 10. juli 2011, 22:51

#2 Hyggelig berretning 🙂 og hold da op hvor lyder det besværligt hehe og fedt at du kastede dig ud i selv at lave et 😀

Sølz — 11. juli 2011, 00:01

#2,
Sød historie og sikke et tidligt engagement i akvariehobbyen;)🙂

junker — 11. juli 2011, 03:01

åh jeg kan også huske mit første akvarie.
det var en der bare skulle af med det så jeg fik det billigt 250 kr så det var fint med mig.
det var et 530 liters uden noget som helst til andet end et skævt bord og skæve borde er jo ikke så gode...
men jeg fik gang i baljen uden de store problemer...
jo lidt alger kom der da men ikke noget og skrive hjem om og fisk i massevis "dum som jeg var"
jeg købte bare dem jeg syntes ville passe i baljen og set i bagspejlet så skulle jeg måske nok ha læst noget mere på det inden jeg gik igang.
men sket er sket
det gik da også godt et stykke tid og jeg havde både scalare og cory der ynglede hele tiden men det skulle ha en ende... åbenbart...
så en morgen jeg kom ned (har soveværelse oven på) så var der ikke noget vand i baljen og alle fisk var desværre døde men jeg havde fået indendørs pool i stuen,
et fint ødelagt træ gulv og en eheim pumpe der var stået af... øv den var sq dyr nok...
f¤¤k hvor var jeg ked af det men der var ikke andet og gøre end at samle alle de døde fisk op, tømme baljen for alt og finde ud af hvorfor den ikke var tæt mere.
jeg fandt så ud af det var en fuge der ikke sad fast mere og vandet bare rendte stille og roligt ud.
tror det var det skæve bord der gjorde det...
så mig igang med fuge og hvad der ellers skal til for og lave sådan en balje tæt igen.
det gik da også godt nok og den blev tæt igen.
men så ment skulle det heller ikke gå.
i mellem tiden havde jeg fået fat på en 585 liter hvor jeg byggede en knækket baggrund
(fik den billigt) i med filter og alt det der
fik den lavet så man ikke kunne se den var knækket.
og den køre stadigvæk og jeg havde fået læst noget mere om og holde akvarie og er ved og ha´godt styr på det
har pt 3 baljer kørende.
har lige solgt en 54 liter reje balje og lukket en anden ned fordi min bankdame siger jeg bruger for mange penge på det akvarie pjat...og det gør jeg nok også...
men som sagdt skulle der ikke gå så lang tid før det næste problem med 530eren.
den begyndte og rådne i bunden og for det ikke skal være nok poppede der en luftslage af og vandet stod ud på det ødelagte gulv en gang til.(hævert) fedt når man har sat
envejsventiler på og slangen ryger af på den forkerte siden.
så tænkte jeg, nu må det sq være nok med den balje nu gider jeg ikke mere og satte den til salg. havde en kammelegerat der købte den og han har den endnu og er lavet til
en rigtig flot malawi balje og har aldrig haft problemmer med den, men sådan kan det jo gå..
på en måden er jeg glad for den måden jeg kom ind i akvariehobbyen for jeg var bare nød til og finde ud af hvordan man gør og så er det jo godt der er as. og google.
og jeg kender også godt det med planter der bare forsvinder lige så stille...
men det er blevet bedere har mange store planter nu hvor jeg bruger gødning. dog ikke co2, har ikke haft råd til det endnu men kommer nok.

det er godt og læse at man ikke er alene om de ting der kan komme med denne hyggelige hobby. de dumhedder man laver for det gør man når man er nybegynder.
men hey vi skal jo starte et sted ikk...

joensson — 11. juli 2011, 13:01

😀 - mit gensyn med akvariehobbyen startede med min datter der ønskede sig et 54 liters. Hun havde sparet 800 kr. sammen, og da et startsæt kunne erhverves for 399, så tænkte jeg at det var rigeligt. Vi kom af med 1400,00 kr FØR fisk. Så blev fruen forelsket i akvarie, og da jeg havde konstateret at brugt var ligesågodt og billigere, købte jeg et 250 liters til hende. SÅ blev datterens akvarie utæt, og jeg fik det byttet. Forretningen gik endda med til at jeg lagde differencen og fik et 112 liters til hende. Fik det hjem, men ak... transportskadet - og naturligvis fandt jeg først ud af det da jeg hældte vand i. 3. gang var lykkens gang, og akvariet blev byttet til en tæt model. Så forelskede datterens sig i kampfisk og vill have et akvarie til sådan en fætter. Det fik hun så. Jeg forelskede mig i et fluval edge, så det fik jeg. Konen forelskede sig i et 325 liters akvarie, så det købte vi og solgte vores 250 liters. Man er folkemorder hvis ikke man fisker ynglen op, så et 54 liters kom til, og 54 liters mere og 2x19 liter, og 2x 25 liter og 2x 12 liter og en rejetank, så nu kommer fatter med vand i spand !

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.