Tandkarper - Martin Tversted - Martins fisk følger årstiderne

Forfatter: Thue Grum-Schwensen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 21/12-2009 21/12-2009
Oprettet under: Rundt om hobbyen - interview med akvariefolk
 Del

Martins fisk følger årstiderne

Interview med Martin Tversted af Thue Grum-Schwensen

Martin Tversted
Evt. navn på internettet: Martin Tversted
Fødselsår: 1977
Stilling: Skolelærer
Bor i følgende amt: Århus
Hjemmeside (Hvis nogen): Eksternt link www.emys.dk Eksternt link www.vildensky.com

Martin Tversted har holdt fisk, siden han var dreng. Europæiske killifisk, Goodeider og mere traditionelle ungefødende er blandt de mange arter, han holder og har holdt gennem årene. Han fortæller:

- Jeg har holdt fisk i henved 20 år nu. I starten
havde jeg et selskabsakvarium med diverse arter. Relativt hurtigt
begyndte jeg dog at kaste mig over cichlider og ungefødende. Jeg havde
mine første opdræt at cichlider, da jeg var 10. Det var diverse
tanganyika cichlider samt scalarer. Jeg fik mig dog bevæget over til
holde forskellige mellemamerikanske cichlider og kan stadigt huske mit
fantastiske par "Cichlasoma" nicaraguensis, der stolte gravede en dyb
grube, hvor de lagde deres orange æg. Men det, der virkeligt tændte mig,
var et akvarie med blandede guppyer og den mangfoldighed af farver, de
producerede. Jeg begyndte at rendyrke flere af dem samtidigt med, at
jeg drømte om at have en rigtig "vildguppy" svømmende i mine akvarier.
Senere fik jeg en næsten vild stamme af Poecilia sphenops, og så var
jeg solgt til de ungefødende. Hurtigt fuldte et par Ameca splendens
til, og begge arter har jeg nu holdt i 14 år uden at blive trætte af
dem.

Et vendepunkt var Walther Badinos artikel om ungefødende i havedammen.
Denne blev i sin tid publiceret i "Akvariebladet". Jeg fik straks
gravet en dam og fik afprøvet stort set alt, hvad jeg havde gående
indenfor. Det var en fantastisk sommer, og jeg havde udendørs succes
med alt fra Aphyosemion gardneri, Geophagus "brasiliensis", Nanacare,
Guppy, Poecilis sphenops til krebsearten Procambarus clarkii.

Siden har min interesse været båret af dyr fra et varmt tempereret
klima, primært tandkarper, skildpadder, krebs og enkelte amphibier.
Jeg har ikke kun fisk i havedammen, men har også indrettet fiskekælderen
til at følge de årstidsbestemte temperatursvingninger. Jeg er dybt
betaget af den ændring, der sker i akvariemiljøet, når årstiderne
skifter. Fra hvileperioden om vinteren, til når fiskene bliver
drægtige ved den første uge, hvor vandtemperaturen er over 16C, og planterne eksploderer i vækst.

Jeg er i dag specialiseret i fisk fra det mexikanske højland, og andre
kuldetolerante cyprinodontider så som Aphanius, Poecilia fra det
sydlige USA og Jenynsia og Phalloceros fra det sydlige Sydamerika. Jeg
har opdrættet henved 200 arter af ungefødende og killifisk, og
opdrætter i skrivende stund omkring 60 arter. Jeg ser ikke nogen
egentlig udfordring i at lave førstegangsopdræt af en art, det gør man
alligevel hele tiden når man har adgang til stort set alt lige så
snart det bliver opdaget i naturen, og når man holder arter som ikke
ret mange andre har eller er interesseret i. Den virkelige udfordring er at holde sunde stammer i mange år. At bryde koden og forstå fiskenes økologi er den
helt store udfordring, specielt med de enten udryddede eller
udryddelsestruede arter som jeg arbejder med.

Du prøver at følge temperatursvingningerne i din akvariekælder,
skriver du. Du holder altså fiskene koldt om vinteren. Holder du så
forskellige arter ved forskellige temperaturer - og hvordan reagerer
fiskene på at gå ved så lave temperaturer? Skal de for eksempel stadig
fodres - eller går stofskiftet helt i stå? Traditionelt og i de fleste
akvariebøger er det jo god latin at holde akvariefisk ved stort set den
samme temperatur året rundt - er det i virkeligheden forkert?

- Mange af de fisk, jeg har, kommer fra områder, hvor temperaturen ganske
naturligt falder i vintermånederne. Dette er de fra naturens side
tilpasset til. Holdes de ved en for dem unaturlig høj temperatur hele året
rundt, begynder det at gå ud over deres livskraft og yngleevne.
Enkelte kan holdes ved en konstant temperatur, og enkelte kommer fra
varme områder, men de kan tilpasses en årstidsvariation. Dette ligger
i deres gener.

For eksempel har jeg goodeider, der kommer fra varme kilder, hvor de
aldrig oplever en temperatur under 28C, selv om det måske er nær
frysepunktet oppe på land. Fiskene er isoleret i disse kilder, idet
området omkring dem er ørken, og de har ingen muligheder for at finde
nye områder. De er imidlertid genetisk disponerede til at kunne klare
lave temperaturer ned til 10C uden problemer. Andre arter fra samme
vandområde, fx cichlider eller Poecilia, kan ikke klare de lave
temperaturer.

Men det er klart, at de forskellige arters nedre og øvre
temperaturtolerance er forskellig. Dette skal man sætte sig ind i. Der
er ikke lavet mange undersøgelser af det, og jeg har måtte lave mange af dem dem selv. Temperaturen i kælderen er 7C grader for de koldeste og laveste
akvarier til omkring 16C for de øverste. Europæiske killifisk får det
koldest, og fisk fra højlandet i Guatemala har det varmest.
Med hensyn til hvad der sker med fiskene, så falder deres
stofskifte væsentligt. Fodring nedsættes til tre gange om ugen, og
hunnerne holder op med at være drægtige eller producere rogn. Hannerne holder op med at kurtiserer hunnerne, og fiskene svømmer fredeligt rundt i grupper.
Selvsagt vokser de heller ikke.

Når temperaturen så stiger igen om foråret, begynder en meget intens
periode. Hannerne skifter farve og starter kapløbet om, hvem der må
parre hunnerne først. En goodeide hun kan nå 2-3 kuld på et år, så det
er kun max tre parringer per hun. Det gælder om at være den, hun helst
vil have. Fiskene begynder også at vokse igen.

Jeg har haft lavet et forsøg med Xiphophorus nezahualcoyotl og havde
en gruppe vinteren igennem ved 10C og en ved 20C. Kuldegruppen voksede
selvsagt ikke, men det gjorde de andre. Kuldegruppen begyndte at vokse
ved 16C, og efter én måned havde de nået lige så langt, som de andre
havde gennem hele vinteren.

Men generelt om akvariefisk kan man IKKE sige, at de skal have en kølig
periode. Men mange tropiske fiskearter har en sæson hvor de yngler,
for eksempel i regntiden, og en sæson hvor de ikke gør det. Ved at give dem
konstant optimale forhold, vil mange arter yngle konstant, og
efterhånden bliver ungerne af dårligere kvalitet. Men hos disse er det
naturligvis andre fysiske forhold, som man skal forsøge at efterligne.
Det vil være for omfattende at komme ind på her.

Fisk udenfor om sommeren. Hvorfor? Du har også skildpadder i nogle
af de samme damme. Spiser de ikke fiskene - kan akvariefisk og
skildpadder trives side om side? Hvad gør du i øvrigt med skildpadderne
om vinteren?

- Fisk udenfor har et langt mere omfattende menukort, de får solskin, og
de får nogle dagsbestemte temperaturskift, der kan virke positivt for
enkelte arter. Når fiskene indfanges er det mange gange som at fange
vildtfangede fisk! De bliver af meget god kvalitet og intet
kommercielt fabrikeret fiskefoder kan efterligne det, som fiskene får
udenfor.

Ja, fisk kan trives fint med skildpadder. Det er ganske få
Skildpaddearter, der har fisk øverst på menukortet, og det er oftest kun
gamle eller syge fisk de tager. Naturligvis vil skildpadder under
meget trange pladsforhold i små akvarier blive lokket til at tage en
fisk, der ikke kan svømme væk, men dette kan ikke sammenlignes med
damforhold.

Skildpadderne jeg holder stammer alle fra områder med kolde vintre, og
de er naturligvis i køleskabet i fem af årets måneder. Her ligger de i
dvale, klar til at komme frem når temperaturen stiger. De får ikke lov
at overvintre udenfor, idet dette er alt for ukontrollerbart for mig og
derfor risikabelt.

At bryde koden og forstå fiskenes økologi er den helt store
udfordring, skriver du. Kan du komme med et konkret eksempel på, at du
har »brudt koden« - og hvad blev resultatet?

- For eksempel central anatolske killifisk kan være svære at opdrætte i
mere en få generationer i fangeskab. Dem har jeg brudt koden med og
forstår nu de krav som de stiller. De skal gå meget koldt om vinteren,
skal gå ude om sommeren og have adgang til detritus, som er halvt
nedbrudte plante og dyredele. I øvrigt et foder som mange fiskearter lever af, men som vi ikke giver dem.

Hvad er perspektivet i at arbejde specielt med udryddede eller
udryddelsestruede fisk under beskyttede forhold (som det vel altid er i
akvarium og evt. havedam)?

- For det første skal man vide, at man gør det for ens egen skyld. Man er
ikke i gang med at gøre verden en tjeneste, og man bliver ikke nogen
helgen af det. Organiseret opdræt af en udryddet fiskeart er for de
få. Jeg har været indblandet i flere projekter, både nationalt og
internationalt, og den intention disse har haft fra starten af er
aldrig blevet opfyldt. Problemet er ikke så meget fiskene, men
mennesker. Langt de fleste folk mister interessen relativt hurtigt. Og
så falder det hele til jorden. Den bedste bevarelse er når folk, der
holder af fiskene, bliver ved med at opdrætte dem, om så de er
udryddede eller ganske almindelige i naturen. Det er også derfor, at
akvarieforeninger er i gang med noget helt forkert. De giver folk
priser for at lave et dansk førstegangsopdræt, og flere akvarister
baserer hele deres fiskehold på netop dette formål, hvorefter de
skipper fiskene og finder en ny - der endnu ikke har været opdrættet.
Dette er blot et fiskeforbrug, hvis eneste formål er at give
opdrætteren prestige og beundring, og dette har mere med psykologien at
gøre end egentlig akvarisme. Nej, der hvor der skal gives priser det er
for opdrættet i 10. eller 100. generation. Dette er sand mesterskab.

Men der er et par ting der skal være i orden, før man starter med
opdræt af en sjælden eller endog udryddet art. Fx skal fiskene stamme
fra en dokumenteret indsamling af arten. Man skal altså have kendskab
til præcis hvor den er indsamlet, af hvem den er indsamlet, og så
hvilke mennesker der har haft den frem til det øjeblik, man selv får
den. Det kan ikke nytte noget, hvis den har været mellem fingrene på
useriøse folk, som måske har krydset den med nogle andre arter eller
med den samme art fra en anden lokalitet - så er det hele ødelagt.

For det første skal man vide, at man gør det for ens egen skyld -
ikke for at frelse verden, skriver du om at opdrætte truede eller
udryddede arter i fangeskab. Hvad med mulighed for at udsætte fisk,
hvis truslen i naturen bliver mindre (en givet forurening for eksempel
svinder). Det er jo gjort med andre dyr - både med succes og det
modsatte. Vil fisk, der kommer fra beskyttede forhold i fangeskab i
generationer, have tilpasset sig de forhold så meget, at de ikke kan
klare sig i naturen. Er der overhovedet gjort nogle erfaringer med at
udsætte fisk igen? Hvis det lykkes, redder det jo bestemt ikke verden,
men måske en enkelt fiskeart i naturen - hvad er mulighederne, tror du?

- De fisk jeg arbejder med er typisk blevet udryddet eller truet på grund af forurening, udtørring af deres habitat eller udsætning af eksotiske fiskearter. Det kan være svært at forestille sig, at de kan genudsættes. Men derfor kan hjemlandet godt have et såkaldt refugie for dem andetsteds. Det vil sige, man laver simpelthen et nyt levested til dem. Dette har man specielt praktiseret i det sydøstlige USA, hvor mange ørkenkilder er blevet hjemsted for arter, som er trængt andet steds.

Helt generelt så sker der intet med instinkterne hos de fisk, vi arbejder med. Man kan have en stamme af fisk, der gennem generationer har levet i akvarier og som alle samles under foderhullet, når deres ejer kommer forbi. Man kan let frygte, at de simpelthen ikke har deres naturlige instinkter i behold, og at de i lighed med børn, der tror, at kyllinger kommer fra frysedisken, ikke evner at forholde sig til "rigtig" mad. Men den frygt bliver gjort til skamme når man ser hvad der sker med dem i det øjeblik, de kommer ud i en havedam. Der går lige præcis et kvarter, så er det vilde fisk igen. Dette gælder også røde platyer!

Jeg har svært ved at se værdien i at genudsætte fisk. De småfisk vi har udmærker sig ved at trives godt i akvarier, nogle af dem bedre end de ville gøre i naturen, så på sigt kan jeg bedre forestille mig forskellige bevaringscentre, hvor man med støtte fra et betalende publikum og diverse organisationer kører forskning på fiskene samtidigt med, at besøgende kan nyde dem.

De lande, der typisk har de fisk som jeg arbejder med, har helt andre menneskelige problemer at slås med, og det er svært at forestille sig, at man prioritere småfisk uden økonomisk betydning over problemer som mangel på vand, arbejdspladser, fødeproduktion.

Du gør meget ud af, at den virkelige udfordring er at holde sunde
stammer af samme art i mange år - uanset om arten er truet eller ej i
naturen. 100. generationsopræt er sandt mesterskab, skriver du. Du har
andre steder skrevet, at du ikke tror meget på indavlsproblemer hos
ungefødende tandkarper. Hvor almindeligt er det, at en stamme efter en
årrække begynder at uddø (for eksempel hos dig selv)? Har du erfaringer
med, hvad der kan gøres for at undgå det - og evt. eksempler, hvor det
er lykkedes (og omvendt). Hvad kan forklaringen være?

- Vi har fisk, der dokumenteret er indsamlet i slutningen af tresserne, og som ingen problemer har. En af grundende til at netop disse fisk ikke har problemer er, at de stammer fra isolerede bestande i naturen. Disse bestande er i forvejen i drift på et snævert grundlag, idet den samlede mængde af reproducerende individer er minimal. Man kan forestille sig, at der simpelthen ikke opstår problemer fordi, at dyr af den størrelsesorden ikke har brug for samme genetiske diversitet som højere pattedyr.

Man skal også huske på, at grunden til, at det i naturen er smart at have en bred genetisk baggrund hos den samlede mængde individer i en population, er, at når naturen og miljøet ændrer sig, skal der være noget til at stå imod med. Nogle individer kan tåle lidt mere varme end andre, nogle lidt mere kulde, nogle kan tåle forskellige stoffer i vandet, et mindre iltindhold, og nogle er bedre tilpasset til at spise noget bestemt end andre er. Så længe miljøet er konstant som i en kilde eller i et akvarium, så er der ikke brug for den brede genetiske bestand, men når miljøet ændrer sig, så skal der være nogle individer, der kan noget forskelligt, således at nogle af dem kan tilpasse sig de nye forhold.

Naturligvis har vi indavl i vores akvarier, men dette giver bare ikke nødvendigvis nogle problemer. Hvis vi fodrer dårligt, ikke sørger for at give fiskene hvileperioder, ikke sorterer svage individer fra, ikke er kritiske, ikke skifter vand og lader fiskene svømme i deres eget affald, så får fiskene problemer. Men dette er jo ikke indavlsproblemer. Så bliver betegnelsen bare brugt som en dårlig undskyldning.

Du retter en kritik af de eksisterende akvarieforeninger, fordi de
belønner førsteopdræt. Skal foreningerne ændre sig - og i hvilken
retning? Hvorfor er du ikke selv medlem af nogle af de danske
foreninger?

- Den lange motivation kan være svær at finde blandt akvarister. Nyhedens interesse muliggør en masse førstegangsopdræt, men selv det sværeste opdræt kan blive rutine. Derfor er det alt for let gået at belønne førstegangsopdrættet. Samtidigt motiverer man til et stort forbrug af arter, uden at disse nødvendigvis har nogen fremtid i akvarier.

Jeg har selv holdt utroligt mange arter og kender nyhedens interesse. På et tidspunkt udgjordes halvdelen af mit fiskehold af annuelle killifisk, og jeg holdt mængder af dem. Jeg fik æg tilsendt fra hele verden og havde i princippet en del førstegangsopdræt idet der hver eneste gang, der blev opdaget en ny art og den ankom i min postkasse, blev gjort et førstegangsopdræt når jeg hældte vand på tørven og ungerne klækkede. Jeg holdt selv op med disse arter, idet mit arbejde gjorde at jeg ikke længere havde tid. Det er lettere med goodeider, der lever i 10 år. Hvis ikke man når det i år, så gør man måske næste år.

Den typiske akvarieforening er en social institution, og den har nogle bestemte krav fra medlemmerne at leve op til. Man melder sig typisk ind i en akvarieforening for at finde ligesindede at diskutere med og eventuelt at få nye bekendtskaber. Fiskene er en undskyldning for at mødes, og dette er helt fint. Akvarisme er en sund interesse, og det kan være godt at have nogle at dele den med. Lige som med alt andet her i livet.

En specialforening arbejder med en bestemt gruppe af fisk, og her mener jeg, at det sociale bør være sekundært, og fiskene bør stå i centrum. Ellers kunne man lige så godt bare være medlem af en lokal akvarieforening. Specialforeningens arbejde skal altså have en mere faglig seriøst retning. Min hovedinteresse er fiskene og viden om disse. Jeg ville gerne være medlem af en specialforening hvis der eksisterede én, der opfyldte mine forventninger. Jeg kunne naturligvis deltage aktivt i en sådans bestyrelse eller lignende, men jeg må også indrømme at min fisketid - den går til fiskene. Derfor er jeg ikke medlem af nogen specialforening i Danmark.

Jeg har til gengæld startet flere internationale interessegrupper, og disse kører udmærket. Her samles specialister fra hele verden om fiskene. De mødes ind i mellem på internationale udstillinger og udveksler fisk. Det har den fordel, at kommunikationen foregår per email, man kan altså indvolvere sig når man har tid. Det er kun virkeligt interesserede folk, der er med, og dem er der få af inden for mit område, og så er det gratis. Dette er der ingen specialforening, der kan konkurrere med.

Jeg tror at fremtiden for specialforeninger afhænger af, i hvor høj grad de er i stand til at opfylde nye forventninger fra de kommende generationer. Forventninger om hurtigere service, hurtig viden, hurtigt en helt masse, og dette uden at miste kvaliteten.

Fremtiden for akvarieforeninger afhænger af, hvor gode de er til at give sociale muligheder for deres medlemmer. Hvad kan de samle folk om? Og kan de blive ved med at finde på nye ting, der både appellerer til gamle og unge?