Opdræt af kampfisk

Forfatter: RoseAnna D. N. Rasmussen (rozzzna)
Oprettet: 13/02-2009 13/02-2009
Sidst redigeret: 22/12-2009 22/12-2009
Oprettet under: Opdræt og yngel
 Del

Opdræt af kampfisk

For at opdrætte skal du som minimum have følgende udstyr hjemme:

1 yngleakvarium 10-20 l + varmelegeme + en plante
1 opvækstakvarium 54 l eller derover + varmelegeme
1 fødekasse
1 lille indvendigt filter/elefantfod
mindst 10-20 mindre akvarier eller beholdere på mindst 2 l

1 stykke bobleplastik på 10 x 10 cm
en infusorie/eddikeål kultur
artemiaklæknings apparat
artemia æg
afskallet artemia
en engangssprøjte til dosering af foder


Trin 1 - yngleakvariet

Sæt yngleakvariet op med bar bund og tempereret vand til et par cm fra kanten. Temperaturen skal være 28-29 grader.
Tag dit stykke bobleplastik og sæt det fast med et stykke tape i et hjørne af akvariet, sådan at plasten flyder ovenpå vandet.
Planten skal være i modsatte ende af bobleplasten. Oven over planten sættes fødekassen.

Når vandet har den rette temperatur, sættes hannen ned i akvariet og hunnen i fødekassen. Det er meget vigtigt at huske at suge bunden for foderrester hver dag indtil parringen har fundet sted.

Hannen vil herefter begynde at bygge rede under bobleplasten, og ind i mellem svømme hen og vise sig over for hunnen. Her er det meget vigtigt at holde øje med sin hun; hvis hun har lodrette striber, når hannen er tæt på, så er hun klar til parring. Hvis hun får vandrette striber, så er hun ikke klar, og man bør indstille parringsforsøget eller bruge en hun som er klar.

Når hannen har fået bygget en stor fin rede lukkes hunnen ud og fødekassen fjernes. Inden for et par dage vil parringen finde sted. Hold godt øje med fiskene når de går sammen, så du kan nå at opdage om de er for hårde ved hinanden, og kan bryde ind før evt. dødsfald. Parringen tager oftest 6 timer og når hunnen holder sig væk fra reden og ikke længere er interesseret i hannen, skal hun tages op.

Æggene klækker inden for 48 timer, og hannen vil nu tage sig af ungerne indtil de bliver fritsvømmende (3 dage efter klækning). Derefter fjernes hannen. Nu begynder fodringen med din infusorie/eddikeål kultur. Doseringen kan være 2-3 ml med en engangsprøjte 3-4 gange om dagen i de følgende 4 dage.

Ungerne vil nu være 1 uge gamle, og skal vænnes til nyklækket artemia. Doseringen kan være 5 ml artemia 2 gange om dagen, og 3 ml infusorie/eddikeål kultur 2 gange om dagen, denne dosering bruges indtil alle ungerne får orange maver under fodring med artemia. Derefter stoppes fodring med infusorie/eddikeål kultur og erstattes i stedet med artemia.

Et forsigtigt vandskift 1 gang om ugen er godt for ungernes vækst og sundhed, men vær meget påpasselig med ikke at suge ungerne med op, eller hælde vand ned direkte over ungerne.

Når ungerne er 2-3 uger gamle begynder de at blive for store til yngleakvariet, og de flyttes derfor til opvækstakvariet.


Trin 2 - opvækstakvariet

Akvariet med bar bund fyldes 1/2 - 2/3 op med tempereret vand. Temperaturen skal være 28-29 grader. Planten fra yngleakvariet må gerne følge med over i opvækstakvariet.

Ungerne fanges meget forsigtigt op fra yngleakvariet og sættes i opvækstakvariet. Fortsæt fodring med nyklækket artemia 3-4 gange om dagen nu med dobbelt dosis for at sætte turbo på væksten.

Ved 5-6 ugers alderen begynder ungerne at trække luft fra overfladen, når alle trækker luft kan akvariet fyldes op med vand (dog max til 1 cm fra kanten). Samtidigt kan man begynde at vænne dem til at spise afskallet artemia. Dette gøres ved at erstatte 2 af de daglige fodringer med afskallet artemia. Da dette foder er meget drøjt bør man være meget påpasselig og kun give meget små doser indtil ungerne begynder at tage det til sig. Alt overskydende foder suges op. Vandskift på 20 % 1 gang om ugen.

Når ungerne er omkring 2 måneder gamle bør de være vænnet fra nyklækket artemia og leve udelukkende på afskallet artemia og andet meget småt foder.
Man bør nu sætte et lille indvendigt filter/elefantfod i akvariet for at vænne ungerne til cirkulation og styrke deres finner.
I denne alder vil man også kunne se et par hanner i kuldet, og efterhånden som ungerne bliver større og mere aggressive bør man fjerne de fisk der er meget aggressive og sætte dem i deres eget akvarium/beholder.

Hvis man har valgt at bruge små beholdere på mindst 2 l, skal man være opmærksom på at vandet har en temperatur på mindst 24 grader. Vandskift skal være 100 % og foregå hver 2. dag.

Når ungerne er tæt på 3 måneder gamle vil man kunne se hunnerne ved at finde ægpletten lige bag de to brystfinner.

Ungerne er nu klar til salg.

F2 kan foregå når ungerne er ca. 6 måneder gamle.

Held og lykke med dit opdræt!