Fra Afrika til Sydamerika - Geophagus sp. ”tapajós Orange Head”

Forfatter: Jesper Sigh Knudsen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Beretninger
 Del

Forhistorien
Jeg flyttede til Aarhus i 2000 for at begynde mit studie ved Historisk Institut, og stor var befrielsen, da sommerferien endelig oprandt. Forude ventede et sommerferievikariat i det fritidshjem jeg havde arbejdet på inden mit studium. Gensynsglæden var dog størst da jeg fik øje på fritidshjemmets 180l akvarium der for år tilbage, (inden jeg havde kastet mig over det første gang) var dækket i skidt, møg og penselalger i sådan en grad at man knapt kunne skimte de to forarmede slørhaler som gik deri. Desværre var det igen ved at nå fordums sørgelige status. For at gøre en lang (og kedelig) historie kort, så gik jeg atter i lag med bæstet, og fik sat det pænt op så, så det atter tiltrak alle de små poders nysgerrige øjne, snottede næser og ostemadfingre.

Det første akvarium
Da jeg kom hjem til Aarhus igen, slog det mig: hvor var det egentlig spændende sådan at gå og rode med akvarier og plaske med vand, så ugen efter havde jeg anskaffet mig et 250l akvarium, som blev fyldt med sand, kalksten og malawicichlider. Da jeg senere flyttede sammen med min kæreste blev 250´erne afløst af en 530´er (til gengæld fik hun så en kat).
Efterhånden som tiden gik, blev jeg lidt træt af akvariets interiør; sand, kalksten en enkelt anubias eller to, og så en masse blå, røde og orange malawier der ynglede som skidt og konstant gik med ”skuffen” fuld. Der skulle ske noget nyt! Jeg kan så allerede her afsløre hvordan akvariets interiør tager sig ud i dag; samme sand, samme anubias og samme farve fisk som konstant går med skuffen fuld! Ikke meget har ændret sig. Og dog - fiskene er nemlig ikke malawier, de er faktisk slet ikke afrikanske med derimod fra Sydamerika.

Scalarer & cory´er …. men hvad mere?
De første beboere i det nyindrettet akvarium blev en flok Corydoras – panda, palatus, alm. anuens samt gold stripe. Dernæst et etableret scalare par samt 4 mindre ”løsgængere”. Men der manglede ligesom lidt farve og ”action”. Jeg havde gentagende gange plaget en hvis herre i en butik ude i Viby, om nogle gode tilføjelser og var blevet forslået bl.a. G. surinamensis. Men jeg syntes ærlig talt ikke de synede af noget særligt på billederne. Men så en dag var den der! På den amerikanske hjemmeside cichlid-forum.com så jeg tilfældigvis et billede af G. sp. Tapajós Orange Head og var solgt. Jeg fik kontakt til ejermanden som boede i Skåne og endda havde noget yngel han var villig til at sælge. Men inden jeg havde fået planlagt en tur til broderfolket, hørte jeg andetstedsfra at den for år tilbage også var blevet opdrætte i københavnsområdet, hmmm… det var jo interessant. Et kig på Eksternt link www.akvaunion.dk bekræftede da også at den i 1992 var blevet førstegangsopdrættet af en Anders Mørck. Få dage efter opdagede jeg da også en salgsannonce fra københavnsområdet hvor ikke blot unger, men også en fuldvoksen trio var til salg. Det var sq# for godt til at være sandt! Kontakten blev taget, pengene sendt og midt i januar 2004 modtog jeg så en længe ventet forsendelse på 1.2.7 G. Tapajós. Resten af denne historie handler derfor om de erfaringer jeg har erhvervet mig før, under og efter anskaffelsen af disse herlige fisk

Udbredelse
Tapajós floden er en sydlig biflod til Amazon-floden, og strækker sig 1900 km, fra dets udspring i Mato Grossos til udmundingen øst for Obidos. Der hvor den munder ud i Amazon floden er der med tiden blevet dannet en sø, Alter Do Chao. Det var netop i denne sø og ved Itaituba at G. sp. Tapajós Orange Head i 1991 blev opdaget af Christoph Seidel og Rainer Harnoss. Fangstlokaliteten beskrives som præget af sandbund samt lidt drivtømmer som den moderate strøm medbringer. Vandværdierne opgives til en pH på 6.2-6.8 ingen målbar hårdhed og en temp. på 28 grader.

Udseende
Som navnet antyder, så er det mest karakteristiske ved denne optil 20 cm store geophagus, panden med dens orange/røde farve. Rygfinnen, som yderst har en rød/orange blis hele vejen, har som de øvrige finner en metallisk blå -grønlig farve, med rødt islæt. Samtlige finnestråler er forlængede hos både hanner og hunner. Selve kroppen er gullig men når lyset rammer rigtigt changere farverne i både grønlige og blålige farver. Fra gællelåget ned til haleroden går der op til otte vertikale sorte striber, som brydes af en horisontal sort gennemgående bjælke. Lige foran gatten, og ovenover den horisontale bjælke, er der en sort plet på str. med en enkrone. Men klarheden af både striber og plet afhænger dog helt og holdent af sindsstemning, og kan derfor være særdeles svære at få øje på, hvis man ikke lige ved at de er der.
Ifølge litteraturen så er det ikke muligt at skelne hanner fra hunner, undtagen under parring, idet hannens gonopodium er spidst og hunnens afrundet. Min han har imidlertid et par meget blålige skæl i den røde pande, som begge hunner savner, men dette er nok undtagelsen snarer end reglen. Ud fra adfærden havde jeg dog ikke svært ved hurtigt at gætte hvilken fisk var hannen, hvilket da også blev bekræftet få uger efter, men mere om det senere.
I akvariet
Mens nogle geophagus arter kan virke ret sky, så er disse fisk temmelig livlige og konstant fremme ved forruden, og bør pga. deres aktive adfærd heller ikke holdes i akvarier under 300 l. Oftest er de travlt optaget med at si bundlaget, som bør bestå af sand, for fødeemner. Planter tolereres til en vis grad (læs: de der ikke kan flyttes, tolereres), og et par huler i form af sten eller rødder benyttes gerne som skjul og yngleplads. Temperaturen i akvariet holder jeg på 24-25 grader, men de er temmelig taknemlige hvad dette angår og kan ydermere formeres i hårdt vand (20 dGH og pH 8), uden at få hulsyge eller skællæsioner. Men optimale vandbetingelser (samt ugentlige vandskift) bør naturligvis tilstræbes, og resulterer da også i flottere farver. Min trio (plus de syv unger á 5-6 cm) betragter jeg som et absolut minimum, ikke fordi hannen er grov, men derimod fordi de syntes at ”stime” så snart de kan komme af sted med det.
Hvad foder angår, så bør dette af indlysende grunde være af den synkende slags, så den naturlige fødesøgning med at si sandet for spiselige emner, kan opretholdes. Selv bruger jeg forskellige typer af granulat og den berømte rejemix som hovedfoder. Dog har de hurtigt lært, at når der fodres med røde myg og andre godter, så skal fodret tages oppe i vandet, hvis ikke scalarene skal løbe med alt rovet.

Opdræt
Allerede få dage efter at have modtaget fiskene, var der en livlig aktivitet i akvariet. Der blev jagtet lidt frem og tilbage, først hannen efter hunnen og så den anden vej rundt. Imponerestatur med udspillede gællelåg, rejste finner, kraftige farvetegninger, lidt haleslag og runddans blev det da også til. Dernæst fulgte adskillige dage hvor ”taget” på en stenhule blev flittigt pudset og renset af først hunnen og senere også hannen. Men så skete der ligesom heller ikke mere i de næste par dage, de blev blot i nærheden af stenen, og det var ligesom det. ”Nå ja, det sker jo nok en anden god gang” tænkte jeg ved mig selv, hvorefter jeg foretog det første vandskift siden deres ankomst, og hævede efterfølgende temperaturen fra ca. 25 til 26-27 grader.

1. Gang – svamp.
Næste dag, den 29 jan. så jeg ud af øjenkrogen det jeg havde håbet på; hunnen gled langsomt over stenen mens hun afgav en række æg, hvorefter hannen befrugtede disse. Nogle gange svømmede de parallelt med hinanden, hvor æglægning og befrugtning syntes at ske samtidig Dette ritual strakte sig over ca. 2½ time, kun afbrudt når andre fisk kom indenfor en radius af ca. 15 cm, hvorefter de behørigt blev fulgt til den anden ende af akvariet, af enten hannen eller hunnen. Da seancen var fordi, vogtede hunnen lige over æggene, mens hannen forsvarede det omkringliggende territorium i en radius af ca. 15-20 cm. Nu og da afløste hannen hunnen, så denne fik mulighed for at fouragere i et par minutter. Et par af æggene begyndte dog at skimle allerede om aftenen, og næste morgen var så godt som alle æg gået tabt. ØV! Nå, men det er jo hvad der sker, når man ikke har helt orden på vandkvaliteten, og glemmer at få indkøbt de rette medikamenter.

2. gang- narret af en guppy
Den 17 feb. sent om aftenen havde hannen dog fået charmeret den anden hun, og denne gang lagde de æg på en lodret stående trærod i den anden ende af akvariet. Jeg fik hældt det nyindkøbte anti-svampe middel i akvariet, og om morgenen den 20 feb. var alle æg væk, men heldigvis var det tydeligt at hunnen havde munden fuld. Det skal her nævnes at arten er en larvophil mundruger, og allerede den 25 feb. kunne jeg da også iagttage hvordan ungerne blev udvekslet mellem han og hun, hvilket skete i gruber gravet i sandet. Under denne udveksling var der absolut nul tolerance overfor andre fisk i ca. 30 cm radius.
Et par dage efter så jeg pludselig en lillebitte fiskeunge svømme nær forældrefiskene, inden en af scarlarene desværre også fik øje på den. ”Så sg# da også ind i alle hele hule helve#, er de allerede begyndt at klat spytte dem uden at passe på dem” tænkte jeg. På ægte malawi-manér blev hunnen resolut fisket op og tømt over i et af de små plastic fødekar man kan sætte i akvariet. Men hov! Disse unger havde jo alle en kæmpe blommesæk, og vimsede alle forvirrede rundt på bunden af karret. De lignede absolut ikke den snack jeg lige havde set min scalare guffe i sig.
Men så slog den pinlige og grusomme sandhed mig: jeg havde fuldstændig glemt de guppyer jeg i sin tid havde sat i det nyanrettede akvarium, for at tjekke om vandkvaliteten var ok. Da to af mine scalare er temmelig store, var bestanden af guppyer blevet proportionelt mindre. Ikke desto mindre, så havde de (og jeg) åbenbart overset en rognsværd hun. Det var altså bare en guppyunge jeg havde set scalaren æde! Og ja, historien gentog sig trods alle mine anstrengelser – én for én mistede jeg samtlige unger i ynglekaret pga. svamp. ”Nå ja, hvad hulen skal man også stille op med et par hundrede små geo´er”, prøver man så at bilde sig selv ind.

3. gang – lykkens gang?
Den 2. marts ynglede hannen imidlertid igen med den første hun og det på samme sten som sidst. Timingen var imidlertid lidt dårligt, da jeg de følgende 12 dage skulle på ferie i Paris. På den anden side, så var jeg jo i det mindste ikke i stand til at lave nogen dumheder i den periode! Da jeg kom hjem den 15. marts, kunne jeg under en udveksling mellem han og hun se, at ungerne nu havde brugt deres blommesæk og var på størrelse med guppyunger. Af frygt for scalarenes glubske og effektive appetit, fangede jeg denne gang hannen og tømte ham. Så i skrivende stund har jeg ca. 130 små unger virrende omkring i et ynglekar i et 20 l. akvarium, hvor de på livet løs guffer for sig af mikro-orm og knust flagefoder.
Næste gang de yngler, så prøver jeg at lade ungerne gå hos forældrene indtil disse ikke længere tager sig af dem. Apropos, det med forældre pleje, så havde jeg har godt bemærket at min han er lidt af en Casanova, hvilket da også siden hen er blevet bekræftet af dens tidligere ejer. Efter at have babysittet med hunnen i nogle dage, mister han lidt interessen for faderrollen, og begynder i stedet at spille op til den anden hun. Nogle vil måske kalde ham for en ikke særlig dedikeret fader – jeg vælger derimod at se ham som yderst produktiv fader ;-)

Opsummering
Hvis ellers man er villig til at imødegå de få basale krav det stiller til akvariet og indretningen at holde disse fisk, så kan jeg kun anbefale dem på det varmeste. Deres fantastiske flotte farver og deres interessante adfærd og yngelpleje gør dem til en meget attraktiv del af enhver sydamerikansk biotop. Min sammensætning af cory´er, scalarer, ancistrus og geo´er anser jeg i al fald som succesfuld, idet hver især ignorer hinanden, og alle syntes mest optaget af at æde og yngle på livet løs.
Nu mangler jeg så bare at forærer kæresten endnu en kat, for der kan vist godt klemmes et 128 l ned i skabet under min 530´er – og så skal der sg# opdrættes fisk!


Litteratur
Weidner, T South American Eartheaters, CichlidPress 2000
Müller, J Geophagus sp. “Orange Head“, Das Aquarium 1997
Eksternt link www.cichlid-forum.com