Apistogramma barlowi - Den mundrugende Apistogramma

Forfatter: Rich Grenfell
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Sydamerika
 Del

Apistogramma barlowi - Den mundrugende Apistogramma

Skrevet af Rich Grenfell
Mike Wise har bidraget med flere informationer i artiklen
Tidligere udgivet i Wet Pet Gazette, Norwalk Aquarium Society
Samt på Eksternt link www.aquarticles.com
Oversat af Elisabeth Schrøder


Baggrund og beskrivelse

To par voksne, vilde fisk var sandelig begyndelsen på lidt af et eventyr. Jeg kan ærligt sige, at få fisk indtil nu har fængslet mig på samme måde som de her fyre.

Apistogramma sp. barlowi blev oprindeligt importeret af Aquarium Glaser i Tyskland i 2000. De solgte dem under navnet A. sp. Red Face. De publicerede den første, korte notits om den under dette navn i: Glaser, Ulrich (Sr.), 2000, Newsflash, Aqualog-News 34: 8.
Römer introducerede den som A. sp. Brustband (bryst-bånd): Römer, Uwe, 2000, Apistogramma sp. "Brustband" - ein neuer verhaltensbiologisch ungewöhnlicher Zwergbuntbarsch aus Peru!, Aquarium Heute 18(4): 627-628.
Koslowski var den første der rapporterede, at det var en mundrugende art, og navngav den A. sp. barlowi (mundruger): Koslowski, Ingo, 2000, Putzerverhalten und Maulbrutpflege (Apistogramma-Arten), D. Aqu. u. Terr. Z (DATZ), 53(11): 18-21. Dette sidstnævnte navn lader til at være det mest almindeligt brugte overalt.
Julio Melgar indsamlede mine fisk i flere af de mindre bække, som løber ud i Rio Ampiyacu, nær byen El Pozo i Peru.

Noget særligt hos denne fisk er hovedets størrelse. Området fra snuden til kanten af gællelåget fylder op mod 35% af fiskens totale længde. Det menes, at det store hoved hjælper med at bære larverne, da denne art ikke har en veludviklet strubepose som de fleste mundrugere. Hannerne er denne art er ganske smukke. Den neutrale farvedragt er ganske forskellig fra yngledragten. Det er en relativ højrygget fisk, og grundfarven i den neutrale farvedragt er mælket grå, hvor hvert skæl har en iriserende, blå kant. Der er fem rygpletter, og et moderat bredt længdebånd, som bliver en anelse tyndere på vej hen bag øjet. Arten udviser også en tydelig, suborbital (under øjet) stribe. Den anden, tredje, fjerde, femte og sjette finnestråle i rygfinnen er forlænget og med gul spids. Rygfinnen ender i en spids, der somme tider kan strække sig forbi halefinnen; nogle af finnestrålerne i denne del af rygfinnen er ligeledes forlængede. Bugfinnerne har gule spidser, og gatfinnen har blå striber med pletter tæt på kroppen. Halefinnen er en lyrehale, hvor den nederste del er kraftig gul. Struben, læberne og kæberne (under den suborbitale stribe) er ligeledes kraftigt gule.
Når fisken er i yngledragt, får hannen et ganske andet udseende. Det blå på skællene bliver der, men grundfarven bliver hvid, og alle farverne bliver meget intense. Alle markeringer på kroppen forsvinder, med udtagelse af den suborbitale stribe. Hunnens markeringer er nogenlunde tilsvarende, men hun beholder en sidestillet plet. Også hos hunnerne findes der et bredt bånd, som går lodret fra bugfinnen og op til længdestriben, lige foran den sidestillede plet på flanken. Dette ”brystbånd” er det karakteristika, som Römer brugte i sit populærnavn til denne art – Brustband (brystbånd). Hendes farvedragt er meget mere afdæmpet, og hendes krop vil være en smule mere kraftig en hannens. Hun får den samme yngledragt, som de fleste, andre Apistogramma-hunner.


Bolig

I første omgang blev begge par holdt i et 76 liters akvarium. Da de var vilde, og jeg ville have dem gående i postevand, var jeg omhyggelig med at akklimatisere dem over cirka to timer. Bundlaget var naturfarvet, almindeligt grus. Akvariet var indrettet med javebregner, en stykke træ dækket med javamos, nogle små keramikhuler, og en stor Anubias i midten. Et stort svampefilter i det ene hjørne stod for filtreringen.


Adfærd

Kort tid efter ankomsten blev det tydeligt, at jeg blev nødt til at adskille parrene. Den største han jagtede og bed i finner hos de tre, andre fisk, og de sloges ovenikøbet også indbyrdes. Snart havde de alle flåede finner og spiste ikke så meget, som jeg godt kunne have ønsket. Et par blev placeret i mit selskabsakvarium, og de andre blev efterladt alene i det 76 liters akvarium. Parret i selskabsakvariet fik neutral farvedragt indenfor nogle få timer. Det var ikke tilfældet med de par, som gik alene. Næsten med det samme begyndte hannen at signalere og jagte hunnen rundt i akvariet. Hannen herskede i det hele taget over akvariet indtil videre. Hunnen tilbragte det meste af tiden med at gemme sig i javamosset, eller i en af hulerne. Hannen blev så puttet i et ynglenet i det samme akvarium. Snart begyndte hunnen at opfatte akvariet som sit eget, og hannen blev sluppet fri. Parret var nu i stand til at dele akvariet uden yderligere problemer.


Vand

Da fiskene er vilde, var jeg sikker på, at mit postevand ikke vilde række, hvis jeg ønskede at opdrætte dem. Jeg havde ikke adgang til RO-vand (omvendt osmose), så jeg begyndte at indsamle regnvand. I mellemtiden fedede jeg dem op i postevand, og vænnede dem langsomt til rent regnvand ved vandskift. PHen i mit postevand var 6.9 med en samlet hårdhed på 7. PHen i regnvandet var 5,6, og hårdheden var ikke målbar. Temperaturen blev sat til 26-27 grader.


Hold og fodring

Der blev skiftet 50% vand hver uge, og regnvandet, jeg brugte, blev tjekket jævnligt for at sikre de korrekte værdier. Gruset blev forsigtigt slamsuget for at være sikker på, at alt levnet foder blev fjernet. Fiskene blev fodret to gange dagligt med min sædvanlige, roterende menu. Denne bestod af levende, sorte myg (kun to gange om ugen), frosne, røde myg, hakket krill, frosne artemia og et hjemmelavet pastafoder. Jeg bør nævne, at det tog et godt stykke tid før de accepteret denne pasta. Jeg gav dem først kun fødeemner, som jeg var ret sikker på, at de ville æde. Disse var levende artemia og levende, sorte myg.


Opdræt

A. Æglægning
Nogle få uger inde i omskiftningen til regnvand begyndte hunnen at gøre kur til hannen. Hun fik en gullig farve, som til tider var ganske intens. Hun ville svømme hen parallelt med hannen og ryste sit hoved og krop, og baske med halen imod ham. Hannen udviste overhovedet ingen interesse og jog hende blot tilbage ind mellem planterne. Det er min erfaringer, at det er hannen, der lader til at være problematisk mht. at få dem i leg. Hunnen gjorde alt hvad hun kunne, men han viste slet ingen interesse overhovedet. Efter et par uger af denne adfærd troede jeg, at jeg havde heldet med mig. Hunnen var klar kul, og vogtede et område bag ved javamosset og under træroden. Denne gang var dominansforholdene lige omvendt, og hunnen bankede hannen til plukfisk! Det blev så slemt, at jeg blev nødt til at fjerne ham.

Jeg ventede på, at ungerne skulle komme frem, men til ingen nytte. Jeg var sikker på, at hun havde unger, da jeg så hende bære rundt på noget, og jeg så hende også spytte dem ud ved fodringstid. Efter cirka ti dage var der stadig ingen fritsvømmende unger at se, og jeg gik ud fra, at noget var gået galt. Dette scenarium gentog sig fem gange. Frustreret, som jeg var, begyndte jeg at spørge folk til råds. Jeg fik at vide, at disse fisk kom fra et område med sandet bund. Og, at gravning i sand var en del af deres legeritual.

Så jeg indrettede et 76 liters som beskrevet ovenfor, men med sandbund i stedet for grus. Jeg fyldte ligeledes akvariet med rent regnvand. Næsten med det samme gik hunnen igang med at grave. Hun valgte en keramikhule uden bund. Indenfor den første time i det nye akvarium havde hun gravet ned til den bare glasbund, og samlet sandet i en bunke ved siden af hulens indgang. Hun frilagde også rødderne hos flere planter i nærheden. Den næste dag var sandbunken blevet flyttet hen foran hulens indgang, så der kun lige akkurat var plads til, at hun kunne komme ind sidelæns. Jeg var sikker på, at hun havde æg, fordi hun var klar gul, og hun igen tævede hannen. Jeg fjernede hannen og begyndte at vente på unger. Imens æggene udviklede sig, havde hunnen travlt med at grave mere sand frem fra planternes rødder, og hun gravede også adskillige gruber i nærheden. Hun var konstant i gang! Efter cirka tre dage kom hun frem med en mundfuld unger.

Først troede jeg, at de var ægte mundrugere, men begivenhedernes gang overbeviste mig om, at denne art er en forsinket mundruger, som mundruger ungerne snarere end æggene. I modsætning til cichliderne fra Afrikas søer, varer mundrugningen kun i nogle få dage, og hunnen sulter ikke i denne periode. Hun spytter ungerne ud i fordybninger i bundlaget, spiser sig mæt og kommer så tilbage og samler ungerne op igen.

B. Yngelpleje
Min hun viste sig, at være en meget god mor. Da de første unger begyndte at svømme rundt, drev hun dem i samlet flok rundt i akvariet med det samme. Altid på udkig efter fare, og bare en god mor i det hele taget. Når hun bliver bange, samler hun ungerne op for at beskytte dem. Ungerne er i stand til at tage nyklækket artemia med det samme, og de vokser ganske hurtigt i de første 4-5 uger af deres liv. De blev fodret to gange dagligt, og jeg begyndte at skifte 50% vand to gange om ugen. På dette tidspunkt blev vandskiftene gjort med postevand. Først langsomt indtil jeg var sikker på, at fiskene var vant til det. Indenfor seks uger var de i stand til at tage hakkede, røde myg og hakkede, friske rejer. Efter ni uger var de store nok til at sælge, og blev solgt / givet væk til forskellige mennesker.


Konklusion

Sandet er en nøglefaktor hos denne art. Jeg havde intet held med dem før dette blev givet. Men når første de er i et miljø, som de finder acceptabelt, er de i min mening ganske nemme at opdrætte. De ting, som jeg fandt mest fascinerende, var deres adfærd – selvfølgelig mundrugningen, men graveriet var også ret underholdende. Rolleombytningen mht. dominans har jeg før, men hunnen hos denne art var særligt grum! De er ganske smukke og var (på det tidspunkt) en af mine favoritbeboere i mit akvarierum.

--

Deltag i debatten her: Eksternt link http://www.akvariesiden.dk/forum_ny/forumview.php?cat=24&id=24593...